Guide: Sådan kommer du i gang med orienteringsløb
Nyheder
Her på Motionsorientering.dk handler det bare om at komme afsted til løb. Tjek kortet eller listerne og find det løb, der finder sted nærmest dig. Det vil ofte være den lokale klubs træningsløb - hvor du blot kan møde op. (Under Corona-krisen kræver nogle klubber, at man tilmelder sig i forvejen).
Du behøver ikke andet end et par løbesko og nogle alm. sportstøj. Nogle gange løber vi i byens parker, andre gange ude i skove, på heder og i klitter, og hvis vi er ude i tætte skove og brombærkrat kan dit løbetøj godt få lidt rifter, så tag nogle gamle løbebukser på.
I alle klubber vil der være nogen til at hjælpe dig, når du møder op første gang. De vil give dig en kort forklaring om, hvordan de forskellige signaturer på kortet skal læses, og hvordan du vender kortet rigtigt. Mange steder har man også et kompas du kan låne.
Hvilket udstyr bruger de erfarne løbere
KOMPAS: Det første udstyr de fleste køber er et kompas. Her kan du få et billigt "pladekompas" eller du kan vælge et "tommelkompas", der fylder lidt mindre. Men lån et i klubben et par gange, og spørg de erfarne løbere, før du køber udstyr.
LØBESKO: Almindelige løbesko kan godt få en del flænger, hvis man bruger dem på tværs af moser og brombærkrat. Samtidigt er det ikke altid nemt at gøre dem rene efter en tur i muddergrøfterne. Derfor skifter mange til orienteringssko, som er lavet af lidt mere hårdføre materialer og som nemmere kan klare at blive spulet efter løbet. Orienteringssko har som regel dupper, så man står bedre fast i en mudret skovbund.
LØBEBUKSER/LØBETRØJE: Du kan uden videre benytte det løbetøj, der sælges i alm. sportsbutikker. Du skal forvente, at det nok får lidt rifter efterhånden.
STEMPELBRIK: Til en del løb stemples posterne med en stempelbrik. Dem kan du næsten altid låne eller leje i klubben og det er der mange løbere der gør - også selv om de har løbet i mange år. Spørg i klubben, hvis du vil købe din egen. Der findes to forskellige systemer (SportIdent og EMIT) og du bør selvfølgelig have det system, der passer til din klub og til de løb, som du regner med at deltage i.
Mange sportsgrene kræver, at man investerer i en del udstyr før man overhovedet kan gå i gang, men til de første træningsløb skal du bare møde op i alm. sportstøj. Når du så er blevet bidt af sporten - som alle os andre - kan du købe passende udstyr.
Er der ikke andet udstyr, som de erfarne løbere bruge?
Jo, nogle køber løbebriller, så det bliver nemmere at læse kortet i farten. Man kan også købe benskinner, så man får færre rifter på skinnebenene eller definitionsholdere, så man hurtigere kan læse postdefinitionerne. Til natløb er det oplagt med en pandelampe.
Men første gang du møder op, skal du bare snøre skoene og tage afsted uden at bekymre dig om udstyr.